Forstår dine leverandører, hvad du vil have?

Når corona-støvet har lagt sig, skal mange virksomheder i gang med at kommunikere og markedsføre igen. Men læg nu en strategi først, så I ikke spilder tid og penge på forkerte leverandører

Man kan ikke begynde at kommunikere noget om en virksomhed, før man ved, HVAD man vil sige. Og dette ’hvad’ bør defineres af en klar virksomheds- og forretningsstrategi.

Alt for mange virksomheder kan ikke forklare deres leverandører, hvad de ønsker. Og generelt stiller leverandørerne for få spørgsmål. Derfor bliver indsatsen med at synliggøre virksomheden og dens produkter nemt spild af tid og penge.

Man kan jo have mange drømme om, hvor en virksomhed skal bevæge sig hen. Men drømmene er nødt til at være funderet i realisme – og bygge på viden om, hvad der tjenes penge på.

Hvis man som virksomhed vil opbygge et image, skal der først laves en nøgtern analyse af en række parametre. Fx mega-trends. For hvad betyder fx corona-krisen eller miljø- og klimabevidsthed for din virksomhed? Samfundsstrukturer og tendenser i branchen er vigtige at holde et vågent øje med.

Image-ønsket bør være ambitiøst, men skal samtidig være til at tro på, så du ikke bygger luftkasteller. Det er nødvendigt at forholde sig til, hvilke muligheder der er realistiske for din virksomhed.

 

Træf de vigtige beslutninger først
Min erfaring er, at mange små og mellemstore virksomheder ikke har en overordnet strategi, som kan definere, hvad der skal kommunikeres. Typisk er det fordi virksomhedens ledelse har alt for travlt med drift, og så når de ikke at arbejde grundigt med denne del. Ofte mangler man også kompetencerne, og det kan derfor virke både dyrt og uoverskueligt at tilknytte ekstern hjælp – selv om det kan være med til at udfordre og kvalificere diskussionerne.

Allerede før corona-krisen foregik udviklingen i ekstremt højt tempo; både teknologisk og i samarbejdet mellem medarbejdere, leverandører og kunder.
Tempoet betyder, at man ikke kan lave langtidsstrategier. I stedet bør man som virksomhed løbende analysere situationen og vurdere, hvad der skal justeres. Det gælder om at være agil, men på en måde, så man ved, i hvilken retning man skal. Lidt ligesom at køre på sommerferie i Italien: Der skal skiftes vejbane en del gange undervejs, og man kører sommetider ind i en lille by for at tanke op. Måske beslutter man endda at tage til Milano i stedet for Rom, men den overordnede kurs mod Italien er klar.

Hvis man derimod vender bilen, hver gang nogen siger ’Norge’ og andre siger ’Polen’, så bliver turen både lang, dyr og formålsløs.

Derfor er mit råd, at du får retningen på plads, inden du bestiller nyt website eller igangsætter andre aktiviteter, som skal gøre virksomheden mere synlig end konkurrenterne.
Tips:

  • En SWOT- og TOWS-analyse er altid et godt sted at starte.
    I SWOT-analysen definerer I virksomhedens styrker, svagheder, muligheder og trusler.
    Med TOWS ser I på, hvordan svagheder og trusler kan minimeres. Sæt derefter alt ind på at maksimere – og dermed kommunikere – virksomhedens styrker og muligheder.
  • Business Model Canvas er en dynamisk forretningsmodel, som jeg ved, at især kreative virksomheder er glade for, fordi den er meget visuel. Man har hele sin forretningsplan på et lærred, hvilket dels giver overblik, dels giver gode muligheder for at arbejde med scenarier, som ’Hvad nu hvis…’ – og det har man da virkelig brug for lige nu.
    Modellen er udviklet af Osterwalder og Pigneur, og der findes en del materiale på dansk.
  • Erhvervshusene
    Fordelt rundt i landet findes seks tværkommunale erhvervshuse, som tilbyder gratis vejledning til virksomheder, der vil i gang med vækst og udvikling. Ofte kan de endda bidrage med økonomisk tilskud, hvis du overvejer ekstern rådgivning.
  • Innovationsnetværk
    De nationale innovationsnetværk har overblik over den nyeste forskning og udvikling på din branches område. De kan hjælpe dig med inspiration til produktudvikling, nye innovationsmetoder osv. Her kan du få viden om nye trends og teknologier, konkretisere og teste ideer samt skabe nye samarbejder både nationalt og internationalt.

 

Vil du vide mere om at arbejde strategisk med kommunikation og markedsføring?
Så er du meget velkommen til at tilmelde dig mit nyhedsbrev her.

RETNING

Drewsensvej 3

8600 Silkeborg

Telefon 23 11 50 20

E-mail info@retning.dk

CVR 30 10 82 80