Pitch din forretningsidé

Pitch din forretningsidé

Har du fået en god idé til din forretning? Og skal du overbevise samarbejdspartnere og investorer om at hoppe med på den? Så er det godt at tænke over en pitch. Jeg giver dig her nogle simple råd, så du er klædt godt på til din pitch af din forretningsidé.

Hvad er en pitch?

En pitch er en kort præsentation af din forretningsidé, der gerne skal feje benene væk under publikum og gøre dem klar til at kaste tid og penge efter dig. En slags salgstale, om man vil.

I din pitch er der dog en del at være opmærksom på, selvom det måske lyder nemt at fortælle om en idé.

Start med ”hvorfor”

Det første sted, du kan komme skævt ind på publikum, er ved at fokusere på, hvad du gerne vil gøre med din idé. Hvis du vil sælge et nyt produkt og bruger lang tid på at forklare materialer, funktioner, kvalitet og farver, vil dit publikum sidde tilbage med ét spørgsmål hele vejen igennem: ”Men hvorfor?”

Dem, du taler til, har ikke gjort sig de samme tanker, som du har, og derfor er de ikke klar over, hvorfor du fandt på idéen til at starte med. Hvis du i stedet begynder med at forklare et problem, som du vil løse med din idé, kan publikum forstå processen, og de vil lettere kunne forstå, hvordan din strålende idé kan løse problemet.

Få publikum til at føle noget

De mest slagkraftige argumenter er dem, hvor man kan mærke din passion for din idé. Det er meget sandsynligt, at du også kan få dine tilhørere til at føle noget af det samme. Du har måske hørt om det retoriske virkemiddel pathos. Det betyder, at man appellerer til følelserne, når man fremfører et argument. Det er vigtigt at huske, at pathos ikke behøver at betyde patetisk, selvom ordene kommer af det samme. Du kan i lige så høj grad sprede optimisme og glæde, når du skal være overbevisende. En helt konkret måde, hvorpå du kan appellere til følelser, er ved at knytte en historie til din idé.

Historiefortælling

Og her kommer vi så til et andet retorisk greb: narratio.

I stedet for at fortælle hvad din idé er, så flet en mindeværdig historie ud af den. Det kan være, at du kom på idéen på et uventet tidspunkt, hvor du måske kørte bil, vaskede op eller noget andet. Det kan være, at behovet, du forsøger at dække med dit påfund, kan relateres til en gammel anekdote om dengang, du var 15 år og gik med aviser. Det vigtigste er bare, at dem der lytter, kan danne sig nogle billeder og se din idé mere levende. Når du giver noget af dig selv, er det nemmere at identificere sig med din historie, hvilket leder os til det sidste greb for denne omgang.

Identifikation

Når man kan se nogle ligheder mellem sig selv og en afsender, er man mere velvillig. Vi spejler os konstant i hinanden, så hvis du ligner mig, kommer fra den samme lille flække eller også gik med aviser, da du var 15, så er sandsynligheden, for at jeg vil lytte, meget større. Det kræver, at man kender sin modtager og kan tilrette sin kommunikation til dem. Uanset om du ligner dit publikum fuldstændig eller ej, så prøv at finde noget, I kan blive enige om. Især når du fremstiller din problemstilling, er det vigtigt, at det ikke er et snævert problem, som kun du har oplevet.

Her fik du nogle bud på måder at overbevise på. Du kan læse mere om den perfekte pitch på denne side og du kan lære flere retoriske greb fra en analyse af pitches fra DR-programmet Løvens Hule.

Så hvad venter du på? Pitch din forretningsidé!

Få hjælp til at ramme plet

Har du en masse idéer, du ikke ved, hvad skal blive af? Mangler du en kommunikationsstrategi, der kan føre dine tanker ud i virkeligheden? Eller vil du bare gerne blive bedre til at forstå dine kunders behov?

Hver tirsdag kan du i nyhedsbrevet fra RETNING få inspiration til at forbedre din virksomheds kommunikation og markedsføring.

Læs om det her

Mødeadresse:
Højbovej 1
8600 Silkeborg

Email info@retning.dk

CVR 30 10 82 80