Bløde værdier er hård valuta

Generationsskifte er en øm tå, som små og mellemstore virksomheder bør tale om i god tid – ellers kan det gå grueligt galt.

”Nogle vil kalde det de lidt blødere værdier… Jeg vil lægge vægt på, at de er hårde nok til at kunne bringe selv veldrevne og gamle virksomheder i knæ.” Sådan skriver rådgiver Annette Spicker Bruhn i sin fine lille booklet om generationsskifte.

Her er gode råd til ejerlederne, deres sønner/døtre – men i høj grad også rådgiverne omkring dem, der som regel har fuld fokus på jura og økonomi – og nok jævnligt glemmer de såkaldt bløde værdier.

Annette Spicker deler i introen sin personlige historie om at være barn af en SMV og mærke konsekvenserne for familie og virksomhed, når en ejerleder og far pludselig bliver syg – og dør.

Hun kommer herefter omkring interessante temaer som fx:

  • Dilemmaet mellem familien og virksomheden. For i en tid, hvor familien er sat op på en piedestal, kan det være svært helt inde i hjertekulen at indrømme, at virksomheden og medarbejderne betyder meget – eller mest.
  • Hvordan kan familien holde sammen, hvis nogen føler sig overset eller forbigået?
  • At være ejerleder er en livsstil. Identiteten som ejerleder kan være svær at miste, når man går på pension – og udfordrende for den nye generation at tage på sig.
  • Hvordan holder man på nøglemedarbejdere, der måske ikke kan se den nye generation som leder?
  • Tager man selv hul på generationsskiftesnakken – eller er der udefrakommende ting – som fx alvorlig sygdom – der fremprovokerer processen?
  • Hvordan vedligeholder man gode relationer til kunder, leverandører eller myndigheder – måske opbygget over mange år?
  • Mange virksomhedsejere er vokset ind i ledelsesopgaven over lang tid, og har måske ikke en formel lederuddannelse – og har måske overset muligheder på den konto… Hvad gør næste generation?
  • At ændre en magtbalance i en familie er krævende og hvem tager initiativet? Som ejerleder risikerer man, at processen går meget hurtigere, end man havde håbet. Omvendt er det svært for næste generation at indkalde til et møde, der kan opfattes som ”Når du dør” eller ”Når jeg bliver direktør”.

Jeg synes, det er et meget interessant emne, Annette Spicker Bruhn arbejder med, fordi det lægger sig op ad min egen erfaring fra RETNING: At ejere påvirker deres virksomheds udvikling – og dens kommunikation og markedsføring – meget mere, end de er bevidste om.

 

Læs mere om Annette Spicker Bruhn og hendes virksomhed, Nøglebundtet

Få min e-bog om ejere og deres betydning for virksomhedens udvikling, kommunikation og markedsføring her 

RETNING

Drewsensvej 3

8600 Silkeborg

Telefon 23 11 50 20

E-mail info@retning.dk

CVR 30 10 82 80